Thai-salat med ingefær-limedressing |Salat No. 4

Velsmagende, smuk og virkelig mættende…..

At den mad vi spiser skal smage godt og give os god og helst lang tids mæthed, kan vi nok alle blive enige om, men hvad med udtrykket – kan det ikke være lige meget, så længe det bare smager godt og mætter….? Jo, vil nogle mene og nej, siger jeg.

Jeg synes det er vigtigt at maden, vi har brugt penge på at købe ind og tid på at tilberede også bliver præsenteret, så den kommer til sin ret.

Og nej, jeg tænker ikke på at vi skal stå med pincetter for at anrette maden, men der skal faktisk ikke ret meget til for at gøre f.eks. en helt almindelig salat ekstra smuk og indbydende.

Det kan være noget så enkelt, som at skærer sukkerærterne over på langs, at snitte et rødt æble til at give lidt farve, skærer avocadoen i pæne skiver og lægge den henover salaten eller blot give et drys græskarkerner der lige er ristet let på panden i lidt olie og med en drys flagesalt.

Dagens salat holder dig mæt længe fordi den indeholder edamamebønner og jeg laver altid en ekstra stor portion, så der er nem frokost til dagen efter. Den egner sig fint til at tage med på job i en lufttæt beholder, så æblerne ikke misfarves pga iltning. Tag evt. en lille håndfuld af de ristede græskarkerner med i en beholder for sig, så du får frisk knas henover salaten.

Dressingen varierer jeg fra gang til gang, nogle dage med ekstra “bid” fra friskrevet ingefær andre gange en mere blid version. Prøv dig frem også med hvilke krydderurter du kan lide. Herhjemme bryder ingen sig om koriander, der ofte tilsættes de mere eksotiske retter og derfor erstatter jeg dem altid med bredbladet persille, der så til gengæld er et hit.

Derudover er jeg begyndt at bruge rigtig meget mikrogrønt i mine salater, de små skønne spirer, man hurtigt bliver helt afhængig af. Jeg køber mine frø hos TinyGardens og har tidligere lavet et indlæg herom. Du kan læse indlægget her.

De ristede græskarkerner laver jeg ved at varme lidt olie op i en pande, tilsætter græskarkerner og lidt flagesalt og riser dem let ved moderat varme. Når de første begynder at “poppe” tager jeg dem af varmen, så de ikke brænder på. Lav gerne en stor portion og opbevar dem i et glas med tætsluttende låg og brug dem som drys på salater.

Opskriften passer hjemme hos os til 2 personer, hvor der ikke serveres yderligere tilbehør i form af brød eller f.eks. kartofler. Bliver der en rest til overs, smager den skønt dagen derpå som en lille frokostsalat med f.eks. en ostemad eller lign.

Det bruger jeg:

  • 1 stor håndfuld frisk og grundigt skyllet og aftørret spinat
  • Ca 100 gram sukkerærter – gerne fra frost
  • Ca 200 gram edamamebønner – gerne fra frost
  • 1 rødt æble
  • Lidt agurk
  • 1 avocado enten i fine skiver eller i tern
  • 1 håndfuld grofthakket bredbladet persille

Dressing:

  • Saften fra 2 lime (alternativt saften af 1 lime og 1 appelsin)
  • Lidt flydende honning
  • Lidt bredbladet persille
  • Skrællet friskrevet ingefær efter smag og behag (alternativt hvidløg)
  • Lidt god olivenolie eller citronolie

Topping:

  • Ristede græskarkerner

Sådan gør jeg:

  1. Rist græskarkernerne og stil dem til side
  2. Blend alle ingredienserne til dressingen – smag den til, så den bliver lige så skarp som du ønsker
  3. Hæld kogende vand på edamamebønnerne og lad dem stå i 5 minutter inden vandet hældes fra.
  4. Sørg for at spinaten er skyllet grundigt fri for sand og dup den tør i et rent viskestykke
  5. Skær æblet og grøntsager i ønskede tern. Jeg holder af at skære sukkerærter over på langs – det ser smukt ud – vend det hele med det meste af dressingen og stil resten ind på bordet, så familien selv kan supplere efter ønske.
  6. Slut af med at drysse med de ristede græskarkerner og et ekstra drys bredbladet persille.

TIP: Synes du det er svært at skrælle ingefær…? Prøv at skrabe den med en ske eller teske. Det er meget lettere på den måde.

Salaten spiser vi enten som en selvstændig ret eller som tilbehør til f.eks. denne lækre ovnbagte laks med limesmør. Du finder opskriften lige her.

Rigtig god fornøjelse!

 

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments