Thaisuppe – lækker opskrift med kokosmælk, risnudler og kylling

T H A I S U P P E
Nem og virkelig lækker opskrift på den populære thaisuppe. Den er fyldt med sunde grøntsager, smukke farver, dejlig cremet smag fra kokosmælken og mæthed fra risnudler og kylling.
Jeg har tidligere delt en opskrift på thaisuppe herinde og den blev straks meget populær. Det håber jeg også at denne opskrift gør. Der er skruet lidt op for mængden af grøntsager og lidt ned for mængden af kylling.
Som altid med de her asiatiske retter, er der fokus på grøntsagerne. Det gælder også her, hvor der er tilsat en stor mængde fintsnittede grøntsager som gulerødder, peberfrugter og forårsløg. Så hvis du gerne vil spise suppen vegetarisk, så er der absolut ingen problemer i det. Du undlader blot kyllingen og erstatter hønsebouillonen med en grøntsagsbouillon.

Vild med asiatisk mad…?
Vi er ret vilde med det asiatiske køkken og derfor finder du også en række opskrifter på netop den slags opskrifter. Herunder får du nogle direkte links til mine mest populære opskrifter på asiatisk mad. Jeg håber du vil have lyst til at kigge nærmere på den – og meget gerne afprøve opskrifterne:
Red Thai Curry – vegetarisk thaimad
Thai-fiskefad med torskeloins, kokos og masser af grønt
Wok med kylling i spicy kokossauce
Thai-salat med ingefær-limedressing
Asiatisk nudelsalat med marineret kylling og lynstegt grønt
Marinade og dressing til asiatisk mad
Asiatiske kødboller – opskrift på sticky meatballs
Poke bowl med asiatisk kylling, ris og grønt
Og mange, mange flere når du i søgefeltet skriver “wok”, “asiatisk” eller “thai” (uden “”).
Vil du ha mere mad i dit feed…?
Er du også vild med lækker mad fyldt med smag, og som ikke kræver flere timer i køkkenet…? Jamen, så er du havnet det helt rigtige sted!
Min passion er nemlig lige netop at lave dejlig mad til alle. Mad, der er fyldt med farverige grøntsager, skønne krydderier og som ikke kræver en hel dag i køkkenet.
Du kan følge mig på både Instagram, Pinterest og på Facebook, hvor jeg også deler min madpassion. På den måde, kan du altid holde dig opdateret med alt det nye herinde på bloggen.
Hvis du vælger at lave nogle af mine opskrifter, er du velkommen til at tagge mig på Instagram under #majspassion eller @majspassion. Har du lyst til det, så deler jeg gerne dit madfoto på min Storyline.
Opskriften kommer lige her nedenfor.
Rigtig god fornøjelse!
THAISUPPE
Ingredienser
- Lidt olivenolie til at stege i
- 2-3 spsk rød karrypasta
- 4 fed hvidløg - fintsnittede
- 2 cm frisk ingefær - revet
- 1-2 stk løg - skåret i både
- 3 stk gulerødder - skåret i tynde strimler
- 300 gram champignoner - skåret i skiver
- 2 stk store røde snackpeber skåret i tynde strimler
- 1 bundt forårsløg - delt i den hvide del og den grønne del
- 125 gram sukkerærter (gerne fra frost) skåret igennem på langs
- Evt 1 stk rød chili (uden kerner) - fintsnittet
- 1 stk lime skåret i skiver (til servering)
- 3 stk bouillonterninger af enten hønse- eller grøntsager
- 5 dl vand
- 1 dåse kokosmælk af god kvalitet IKKE LIGHT
- Lidt salt til at smage til med
Serveres med: Risnudler (glasnudler) eller løse ris
Sådan gør du
- TIP: Du kan i selve opslaget se en lille video, hvor jeg viser hvordan jeg laver den dejlige thaisuppe
- Klargør alle grøntsagerne
- Varm lidt olivenolie op i en stor stegegryde og tilføj rød karrypaste, løg, champignoner og rød peber. Steg det rigtig godt igennem, hvorefter hvidløg tilsættes. Lad det stege med et par minutter.
- Tilføj nu bouillontern og kylling (kyllingen kan udelades) og lad det stege med et par minutter.
- Herefter tilsættes vand og kokosmælk og alt koges godt igennem til kyllingen er gennemkogt. Vælger du som jeg at bruge kyllingefilet tager det kun et par minutter.
- Tilsæt nu sukkerærterne og vend dem blot rundt i den kogende suppe - så er du klar til at servere.
- Anret i skåle med kogte risnudler eller løse ris i bunden af skålen, top med thaisuppe og pynt med lidt ekstra sukkerærter, chili eller enderne af de røde snackpebre (bedst til børn og de der ikke er helt vilde med den stærke chili) og skiver af frisk lime.
- Rigtig god fornøjelse!