Tortilla pizza
Tortilla pizza
Er du vild med pizza…ja hvem er ikke det?
Her får du opskriften på en af vores “vi er for trætte til at lave dem helt fra bunden pizza”. En hurtig og nem og fremfor alt mega lækker måde, at lave pizza på.
Den er hurtig fordi den er lavet på færdige tortillabunde. Så du slipper for at bakse en dej sammen og vente på at den hæver. Jeg køber tortillas med fuldkorn og chiafrø, men det er bare et spørgsmål om smag. Du kan bruge alle former for tortilla – også de små.
Foretrækker du alligevel den traditionelle pizzadej, så har jeg to virkelig gode opskrifter, du med garanti vil synes om. Den ene er min ultimative pizzadej med biga (flydende surdej). Den kræver lidt forberedelse, men den er det hele værd!
Du kan også prøve min nemme pizzadej, der er for dig, der gerne vil lave en rigtig god hjemmelavet pizza, men som ikke vil bakse med surdejen.
Tomatsaucen er skiftet ud med en lækker creme, som gør sig rigtig godt til en vegetarisk pizza. Du kan naturligvis sagtens skifte cremen ud med den traditionelle tomatsauce, hvis du foretrækker det. Men jeg synes du skal prøve at give den her lækre creme en chance.
Fyldet har jeg i dag valgt helt enkelt med broccoli, løg og avocado – nåhh ja og så mozzarella ovenpå (den er vigtig).
Da tortilla pizzaen (lige som andre pizza’s) kun skal være kort tid i ovnen, er det vigtigt, at du skærer de hårde grøntsager ret tyndt. Ellers kan de ikke nå, at blive gennembagt.
Lige før servering får den færdige tortilla pizza et gavmildt drys ruccola og sprøde salatblade og en god gang friskkværnet peber. Skal du ikke spare på kalorierne, smager det virkelig dejligt at rive lidt parmesanflager henover….det er virkelig guf!
Vild med pizza, så se mere her:
Blomkålspizza med pære og parmaskinke
Pizza med krydret pølse og chili
Pizza med tomater, karamelliserede rødløg og Burrata
Pizza med artiskok og masser af grønt
Pizza med ostecreme, små krydrede tomater og mozzarella
Brug for en opskrift…? Så kig med her nedenfor.
Rigtig god fornøjelse!
Tortilla pizza
Equipment
- Jeg bruger en bagesten
Ingredienser
- 4 stk fuldkornstortilla - gerne dem med chiafrø
- 1 portion ostecreme
- 1 stk broccolihoved - skåret i tynde skiver
- 2 stk mellemstore avocado skåret i skiver
- 1 stk alm løg skåret i ringe
- 2 stk mozzarellakugler
- 2 håndfulde ruccola og spæde salatblade (til pynt)
- Lidt friskkværnet peber
- Evt lidt friskrevet parmesanflager (til pynt)
Ostecreme:
- 2-3 dl creme fraiche 18%
- 3 fed knust hvidløg
- 30 gram friskrevet parmesan (fintrevet)
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Varm ovnen op på 250 grader sammen med en pizzasten. Har du ikke en pizzasten lader du bare en bageplade være i ovnen og bruger den i stedet for.
- Klargør imens ostecremen og grøntsagerne. Når ovnen og stenen er godt varmet op er du klar
- Smør tortillaen med et lag ostecreme (jeg rører den blot sammen i en skål)
- Top med fine skiver af broccoli, løgskiver og avocado. Slut af med lidt mozzarella jævnt fordelt (ikke for tæt på kanterne, så flyder den bare af når osten smelter)
- Sæt den ind i ovnen med en pizzaspade drysset med lidt mel og bag den ganske kort til til kanterne er sprøde og grøntsagerne gennembagte.
- Tag den ud og drys med ruccola, spæde salatblade og riv gerne lidt friske parmesanflager henover. Et par drej med peberkværnen er altid godt - så er den klar til servering.
- Rigtig god fornøjelse!