Haven i februar |Tyvstart foråret med forårsløg i kurve og krukker
Sådan tyvstarter jeg foråret….
Kan du heller ikke vente til det endelig bliver rigtig forår og alle de skønne løgplanter springer ud…?
Så snart de første milde dage melder sig, får jeg omgående lyst til at komme ud – både ud for at nyde solens allerførste spæde stråler, men også ud i haven. Men suk, det er jo alt, alt for tidligt…
Faktisk kan der sagtens nå at komme sne og hård frost endnu – ja man siger at nattefrosten først er helt overstået, når vi kommer til midten af maj måned.
Heldigvis er forårsløgene på ingen måde sarte og de tåler uden problemer både sne og frost, men de er jo ikke helt klar endnu. For at fremskynde processen lidt, sætter jeg i efteråret altid nogle poser tulipanløg, narcisser og påskeliljer i store kurve og kummer. De vinteropbevares i mit haveskur og tages frem her omkring marts måned, vandes grundigt igennem – og så er der snart forårsblomster.
Men hvad gør man så, hvis man ikke lige fik sat de løg i efteråret og det tidlige forår kalder på her-og-nu-løsninger..?
Du skynder dig ned i dit supermarked eller plantecenter og shopper forårsløg, der NÆSTEN står i blomst. Næsten, fordi de er så smukke lige inden de springer ud og så holder de også meget længere efter du får dem plantet.
Jeg køber altid hyacinter, som jeg planter meget tæt sammen i flade kurve og rå krukker. Pynter med lidt birkeris og ofte planter jeg en eller to “pletter i luften” sammen med løgene. De tåler trods deres sarte udseende fint den danske vinter, bare de står lidt i læ og så pynter de så fint mellem forårsløgene.
TIP: Jeg sørger altid for at holde forårsløgene i ens farver – og gerne hvid, da det giver et mere roligt udtryk.