Vegetarisk gryderet med sød kartoffel og grønne linser i cremet kokossauce

Krydret og sødmefyldt på een og samme tid….

Ja, jeg ved det godt, vi er godt igang med maj måned og nu vil vi ha sol og sommer, grill og lette salater. MEN vejrguderne har besluttet, at de lige her på falderebet vil gi os lidt vintervibes – så du får i dag en opskrift på en af mine favoritter.

Retten her er med søde kartofler og fuldfed kokosmælk – begge i det søde hjørne, men de får et fint modspil af både chili og frisk ingefær og lidt syre fra lime. Samtidig er det en lækker fyldig gryderet, der mætter godt fordi jeg har tilsat grønne linser.

Du kan fint udskifte de grønne linser med røde linser eller delikatesselinser, men vær opmærksom på, at de røde linser har en tendens til at koge meget ud, hvilket vil give en noget tykkere ret. Tilføj evt lidt ekstra bouillon.

Er du ikke vild med de søde kartofler (ja, der er faktisk mennesker, der ikke er vild med dem), kan de fint erstattes af f.eks. butternutsquash. Kogetiden er kortere for butternuts, så vær lige obs på det.

Lige lidt om krydderierne….

Der er brugt rigelige mængder af varme krydderier i den her skønne gryderet og bl.a. gurkemejen, der er antiinflammatorisk og desuden giver en skøn dyb gul farve. Husk altid at købe krydderier af god kvalitet og smag på maden og vær ikke banke for at justere hen ad vejen.

Derudover har jeg brugt frisk ingefær, som jeg har skrællet med en ske. Det er meget lettere at skrabe dem fri for skind med en ske end at skære med en kniv eller kartoffelskræller. Bagefter har jeg revet roden på den fine side af rivejernet og både anvendt “kødet” og saften.

Friske krydderurter fylder altid meget i mit køkken og jeg tror kun der er en krydderurt jeg bare ikke kan forliges med. Det er en krydderurt der ofte deler vandende mellem dem der elsker den og de der hader den. Jeg hader den og det er koriander. Derfor vil der altid stå bredbladet persille og som alternativ koriander. Måske du ikke har det samme trælse forhold til koriander som jeg, så kan du evt udskifte halvdelen af den bredbladede persille med koriander.

Lækker tilbehør…

Lækre vegetariske gryderetter kalder både på varme krydderier, men også på lækkert tilbehør.

Jeg har bagt nogle dejlige fladbrød, som er super lette at lave på en tør pande. De indeholder kun vand, gær, hvedemel og salt. Jeg skærer dem ud i kvarte serverer dem lune lige fra panden. Jeg bager altid en stor portion for de er nemlig fryseegnede. Så er det nemt næste gang vi har lyst til fladbrød.

Og så har jeg en forkærlighed for sprød topping på både salater og de her vegetariske gryderetter. Her syntes jeg mine sprøde (og spicy) kikærter passede rigtig godt, så alt imens jeg bagte fladbrød kom der en portion kikærter i ovnen. Det er også en super let opskrift, hvor du fint kan anvende kikærter fra dåse. Så skal du ikke først til at udbløde og koge dem.

Sidst men ikke mindst lægger jeg et par limebåde ved, så alle selv kan tilføje lidt ekstra syre alt efter smag og behag.

Men nu til opskriften, der kommer her nedenfor.

Rigtig god fornøjelse!

Sød kartoffel og linsegryde med kokos

En dejlig vegetarisk gryderet med søde kartofler og grønne linser i spicy kokossauce.
Server f.eks. med friskebagte fladbrød
Ret Gryderet, Hovedret, vegetarisk
Keyword gryderet, kokosmælk, linser, sød kartoffel, vegetarisk
Antal 4

Ingredienser

Det skal du bruge:

  • 1 spsk kokosolie eller olivenolie
  • 2 stk bananskalotteløg - fintsnittede eller 2 mellemstore zittauerløg - fintsnittede
  • 3-4 fed hvidløg - knuste
  • 1 stor sød kartoffel (ca 700 gram) skrællet og skåret i tern
  • 1 dl grønne linser
  • 6 dl grøntsagsbouillon (jeg bruger Herbamare)
  • 1 dåse fuldfed kokosmælk (400 ml)
  • 4 cm frisk ingefær - skrællet og fintrevet
  • 2 håndfulde grønkål - skyllet og fintsnittet
  • 2 tsk gurkemeje
  • 1/2 tsk god karry
  • 1 tsk korianderfrø - knust i morter
  • 1/2 tsk spidskommen
  • Lidt flagesalt og friskkværnet peber
  • Tilbehør Lune fladbrød - link til opskrift nedenfor
  • Tilbehør Sprøde kikærter - link til opskrift nedenfor
  • Pynt 1/2 håndfuld bredbladet persille
  • Pynt Nigellafrø - kan udelades de bruges udelukkende som pynt

Sådan gør du

Sådan gør du:

  • Varm olien op i en stor gryde og sauter først løgene til de er klare og møre.
  • Føj krydderierne til og rør grundigt, så de ikke brænder fast på bunden
  • Føj nu ingefær og hvidløg til og sauter videre et minuts tid - de skal ikke blive brune.
  • Tilføj nu de søde kartoffeltern og rør grundigt rundt, så alle flader dækkes af krydderierne.
  • Tilføj de grønne linser og bouillonen. Rør grundigt rundt - også i bunden, så eventuelle stegerester løsner sig (gir rigtig god smag).
    Krydr med salt og friskkværnet peber, læg låg på og lad retten komme i kog.
  • Lad låget ligge lidt skævt på, så dampen kan trænge ud. Lad retten simre i ca 30 minutter eller indtil de søde kartofler og grønne linser er helt møre.
    Væden skal gerne være reduceret til 1/3 - fjern evt låget helt de sidste minutter.
  • Tilsæt kokosmælken og den fintsnittede kål og lad det hele simre nogle minutter indtil kålen er mør.
    Smag igen retten til og juster med flere krydderier om nødvendigt
  • Pynt med fintsnittet bredbladet persille eller koriander, drys med nigellafrø og sprøde kikærter og server gerne lune fladbrød til.
  • Rigtig god fornøjelse!

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.