Vegetarisk Red Thai Curry – nem og lækker hverdagsmad

Vegetarisk Red Thai Curry

En både nem, sund og virkelig lækker thairet med masser af dejlige grøntsager og skøn smag af rød karrypaste og kokosmælk.

Karrypaste og kokosmælk er en perfekt kombination, der både gir en dejlig krydret smag, du nemt selv kan justere styrken af, og så en cremet, lidt sødmefyldt konsistens.

Faktisk er den her curry så fyldig og lækker, at selv en inkarneret kødspiser ikke vil savne kødet. Og ja, skulle der være en enkelt imellem, der ikke kan undvære kød, så kan du uden problemer tilsætte lidt kylling.

 

Flere har efterspurgt vegetariske retter, der er egnet som hverdagsmad til hele familien. Den udfording vil jeg gerne tage op.

Her får du nogle direkte links til nogle af mine vegetariske opskrifter:

Kartoffelpizza – sprød bund med mascarpone og kartofler

Pasta med bagte tomater og hvidløg – vegetarisk opskrift

Grøn risotto – sommer risotto med ærter og spinat

Grønt smørrebrød – lækkert smørrebrød uden kødpålæg

Mexicansk rispande – vegetarisk ret med masser af grønt

…og flere endnu, hvis du kigger ind under fanen med VEGETARISKE opskrifter.

Har du ideer eller ønsker til vegetarisk hverdagsmad, er du meget velkommen til at skrive til mig. Det er altid dejligt med ny inspiration!

Vegetarisk red thai curry

Nem, sund og lækker vegetarisk curry med masser af grøntsager og dejlig krydret smag.
Server med løse ris, peanuts og frisk lime.
Ret Aftensmad, hovedmåltid, vegetarisk
Køkken Thai
Keyword curry, grøntsager, karrypaste, kokosmælk, thai mad, vegetarisk
Antal 4 personer
Forfatter Maj Schjøth

Ingredienser

  • Lidt olivenolie til at stege i
  • 2 stk alm løg skåret i både
  • 1 stk solohvidløg eller 3 store fed - fintsnittede
  • 2 stk gulerødder skåret i tynde stave
  • 1 lille blomkål skåret i mindre buketter
  • 1 lille broccoli skåret i mindre buketter
  • 1 stk squash/zucchini skåret i tern
  • 2 stk forårsløg - fintsnittede hvor den hvide del bruges i retten og den grønne del gemmes som drys på den færdige ret
  • 1 spsk frisk ingefær - fintrevet
  • Ca 1 spsk karrypaste Bemærk at karrypaste har forskellig styrke alt efter hvilket mærke du bruger. Så smag til og juster efter smag og behag.
  • 2 dåser kokosmælk Jeg bruger en fuldfed kokosmælk, men du kan godt bruge en light udgave, hvis du foretrækker det.
  • Ca 2 tsk karry af god kvalitet Jeg bruger en karry af medium styrke
  • Lidt fisksauce til at smage til med Jeg brugte ca 2 spsk
  • Evt 2 tsk rørsukker eller brun farin Du kan udelade det, men det gir ekstra sødme til retten
  • Lidt flagesalt og friskkværnet peber til at smage til med
  • 1 stk lime - saft og fintrevet skal

Til servering:

  • Lidt koriander eller bredbladet persille - grofthakket
  • Den grønne del fra forårsløgene - fintsnittede
  • Lidt peanuts
  • Basmatiris til 4 personer kogt efter anvisning på pakningen Tip: Basmatiris indeholder meget stivelse og det vil derfor være en rigtig god ide at skylle dem grundigt inden kogning.

Sådan gør du

  • Start med at skylle risene grundigt, så noget af stivelsen skylles ud. Herefter koges de efter anvisning på pakningen.

Imens risene koger, laver du den vegetariske red thai curry sådan her:

  • Varm olien op i en gryde med høje kanter (grøntsagerne fylder meget i starten) og sauter løgene indtil de er klare ved middel varme.
    Herefter sauterer du hvidløgene med et øjeblik inden du tilføjer den friskrevne ingefær og herefter karry, karrypaste. Lad det sautere med et øjeblik under omrøring, så karrypulveret ikke brænder fast i bunden.
    Nu tilføjer du kokosmælken og rører grundigt bunden af gryden fri for "stegeskorpen", der gir dejlig smag til saucen.
  • Smag saucen til med fisksauce, flagesalt og friskkværnet peber.
  • Herefter tilføjes gulerodsstavene, der har brug for lidt længere tilberedningstid end de øvrige grøntsager. Lad dem simre med 10 minutter inden du tilsætter de resterende grøntsager.
    Lad det hele simre under låg indtil grøntsagerne har opnået den konsistens du ønsker.
  • Inden servering smages til med frisk fintrevet limeskal, limesaft , rørsukker/farin og evt lidt ekstra flagesalt og friskkværnet peber.
  • Server med langkornede ris, peanuts og grønt drys.
  • Rigtig god fornøjelse!

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.