Go Back

Cannelloni

Skøn italiensk klassiker med pastarør med lækkert fyld, toppet med krydret tomatsauce og lækker ostegratinering.
Serveres med en dejlig blandet salat og et stykke lækkert brød
Ret Aftensmad, hovedmåltid
Køkken Italiensk
Keyword cannelloni, kødsauce, ostegratinering, pastarør, plantefars, tomatsauce
Antal 4 personer
Forfatter Maj Schjøth

Ingredienser

Til kødsaucen:

  • 250 gram hakket oksekød eller plantefars
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 stk alm løg - fintsnittet
  • 1 stk stor rød snackpeber - fintsnittet
  • 2-3 fed hvidløg - knust
  • 1 karton flåede hakkede tomater (390 gram)
  • 2 spsk fintsnittede friske krydderurter f.eks. rosmarin, oregano, timian Har du ikke friske bruger du bare tilsvarende tørrede.
  • 2 tsk røget paprika (eller mere alt efter hvor krydret du ønsker din sauce)
  • 2 store håndfulde friske babyspinatblade - fintsnittes
  • 500 gram cannelloni eller tilsvarende kæmpe pastarør f.eks. Mezzi Paccheri eller du kan bruge helt almindelige lasagneplader

Til tomatsaucen:

  • 2 spsk olivenolie
  • 2 fed hvidløg - skåret i tynde skiver
  • 2 kartoner flåede hakkede tomater (a 390 gram)
  • 2 tsk sukker
  • Lidt flagesalt og friskkværnet peber til at smage til med

Til topping:

  • 1-2 håndfulde friskrevet ost f.eks. rød cheddar eller mozzarella eller en vegansk udgave hvis du foretrækker det.

Til servering:

  • 1 håndfuld friske basilikumsblade - fintsnittede
  • Evt 1 stk grøn chili skåret i skiver eller et par padronpebre

Sådan gør du

  • Sæt en gryde letsaltet vand over og bring det i kog.
    Kog dine pastarør et par minutter, så de begynder at blive bløde men stadig holder formen.
    Dræn vandet fra og lad dem køle lidt.
  • Stil de forkogte pastarør med åbningerne opad et ildfast fad
  • Varm oliven op og sauter først løg til de er klare og tilsæt herefter hvidløg, snackpeber og lad det hele stege et par minutter.
  • Tilføj paprika og det hakkede kød/plantefars - lad det stege et par minutter inden du tilsætter de flåede hakkede tomater og de friske krydderurter.
  • Lad det hele koge godt igennem - smag saucen til med flagesalt og friskkværnet peber og tilføje gerne ekstra spice, hvis du ønsker en mere krydret sauce.
  • Til sidst tilsætter du de fintsnittede babyspinatblade. Det er vigtigt at de snittes inden de puttes i saucen fordi de ellers er vanskelige at få ned i hullerne på pastarørerne.
  • Når spinatbladene er faldet hel sammen slukker du for varmen og her kan du vælge at fylde dine pastarør med en ske eller som jeg, lade kødsaucen køle lidt af for derefter at hælde den i en sprøjtepose.
    Jeg synes det er meget lettere på den måde, men det kan sagtens lade sig gøre bare at bruge en ske.
  • Lav tomatsaucen imens kød/plantesaucen køler af.
  • Varm olien op og sauter hvidløgsskiverne - de skal ikke tage farve!
  • Tiilsæt de hakkede flåede tomater, sukker, salt og friskkværnet peber pg lad det koge godt igennem. Det må gerne koge en smule ind, så saucen blir lidt tyk og cremet.
  • Smag tomatsaucen til og juster med ekstra krydderier efter smag og behag.
  • Fyld pastarørerne med kød/plantesaucen enten med en ske eller ved at du fylder kød/plantesaucen i en sprøjtepose uden tyl, klipper et hul og trykker lidt fyld ned i hvert pastarør.
  • Fordel herefter tomatsaucen henover og slut af med friskrevet ost eller et plantebaseret produkt, hvis du ønsker en vegansk udgave.
  • Sæt den ind i en 200 grader varm ovn indtil pastarørerne er helt gennembagte og osten er dejlig gylden.
  • Pynt den færdige cannelloni med fintsnittet basilikum og evt lidt grøn chili eller padronpebre skåret i fine skiver.
  • Spis dine cannelloni med en dejlig sprød salat og måske et stykke lækkert brød sammen med.
  • Husk du kan følge mig på INSTAGRAM og på den måde altid holde dig opdateret på, hvornår der kommer nye opskrifter ind på bloggen.
  • Rigtig god fornøjelse!