Go Back

Kerala curry med kylling og kokosmælk

En vidunderlig curry med masser af spice og lækkert tilbehør.
Her med friskbagt naan penslet med de samme krydderier, der indgår i curry'en og ris.
Du kan også servere curry'en i lune wraps med salat, creme fraiche og masser af friske krydderurter.
Ret Curry, gæstemad, Hovedret
Keyword curry, fladbrød, kerala, kokosmælk, kylling, naan
Antal 4 personer
Forfatter Maj Schjøth

Ingredienser

Det skal du bruge til Naan (8-10 stk alt efter størrelse)

  • 25 gram gær
  • 2 dl lunkent vand
  • 1 tsk flagesalt
  • 1 tsk rørsukker
  • Ca 350 gram hvedemel
  • 3 spsk olivenolie (til at pensle med efter stegning)
  • 1 nip Roasted coconut kerala curry fra @EpicSpice eller det karrykrydderi du vil bruge i curry'en

Det skal du bruge til Kerala curry med kylling:

  • 3 store kyllingebryst skåret i strimler
  • 2 mellemstore rødløg - fintsnittede
  • 25 gram frisk ingefær - skrællet og skåret i tern
  • 4 fed hvidløg - skåret i halve
  • 1 tsk Roasted coconut kerala curry fra @Epic Spice eller dit eget favorit karry-krydderi
  • 1 dåse fuldfed kokosmælk
  • Lidt flagesalt og friskkværnet peber til at smage til med
  • 1 håndfuld ristede kokosflager f.eks. dem fra *Danish Granola Compagny" (som drys på den færdige curry)
  • 1 håndfuld friske krydderurter - fintsnittede. F.eks. bredbladet persille, koriander, mynte

Som tilbehør kan du foruden Naan/fladbrød servere ris, bulgur eller lignenede. Følg anvisningen på pakken/posen.

    Sådan gør du

    Sådan laver du Naan/fladbrød

    • Gæren opløses i vandet og sukkeret tilsættes.
    • Rør/ælt ca halvedelen af melet i og kom derefter saltet ved. Tilføj efterhånden mere mel indtil dejen ikke kan trække mere. Ælt indtil dejen slipper kanterne på røreskålen.
    • Dæk den med et rent klæde og stil den til hævning et lunt sted - til den er dobbelt så stor (ca 30 minutter)
    • Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i 8-10 nogenlunde ligestore dele.
    • Med fingre eller kagerulle formes de til flade brød, der kan steges både på en varm grill eller pande.
    • De færdigstegte naan pensles med olivenolie rørt sammen med en lille smule af den krydderiblanding du vil bruge i den curry.

    Sådan laver du curry'en:

    • Start med at køre ingefær og hvidløg og måske en lille smule vand til en pasta i din mini blender eller morter.
    • I en stegegryde eller pande med høje kanter, sauterer du først rødløg i lidt god olivenolie og når de er klare, tilføjer du ingefær/hvidløgspastaen. Rører det godt sammen og lader det stege med et par minutter inden du tilsætter krydderierne.
      Carry/karry har bedst af at blive "brændt af" for at den rigtig kommer til sin ret, men pas på den ikke brænder på bunden af panden/gryden.
    • Tilføj nu kyllingestrimlerne og lad dem brune godt på alle sider.
    • Når kyllingerne har fået god farve, tilsættes 1 dåse fuldfed kokosmælk og alt røres grundigt sammen.
      Smag saucen til og juster med salt, friskkværnet peber og evt lidt ekstra karry, hvis der er behov for det.
    • Lad saucen koge lidt ind indtil kyllingestrimlerne er gennemstegte.
      HUSK: Kylling skal ALTID gennemsteges.
    • Anret i fade eller skåle, drys med gavmild hånd ristede kokosflager og fintsnittede friske krydderurter og server med friskbagte naanbrød (penslet med olie rørt med den krydderiblanding du bruger i curry'en) evt lidt ris eller bulgur - eller med en stor grøn salat.
    • Rigtig god fornøjelse!